Åbningstale til Esben Klemann og Lisbeth Eugenie Christensens udstilling “Kant til kant” på Kunstpakhuset i Ikast 316.01 – 28.02.2016
Ved Lilian Munk Rösing
“Jeg er misundelig på skulpturen.” Det har Lisbeth Eugenie Christensen udtalt i et interview i forbindelse med udstillingen Konstruktioner som hun lavede på Kunsthal Nord sammen med billedhuggeren Anita Jørgensen. I interviewet reagerer Anita Jørgensen ved at byde Lisbeth ud på gulvet, altså opfordre hende til rent faktisk at lave nogle skulpturer.
Når man betragter Eugenie Christensens billeder med det udsagn i baghovedet, kan man godt få den tanke at nogle af dem kunne realiseres som skulpturer. Værket ”Bell” fx: To hvide mobiler med lange hængende strimler, to metalgrå torpedoer. Men man ville få nogle indlysende problemer hvis det her skulle gøres til skulptur. På Eugenie Christensens billede svæver genstandene i et mintgrønt rum, der er ikke noget ophæng. Og hvorvidt der overhovedet er tale om et mintgrønt rum eller en mintgrøn flade, er tvetydigt.
Der er ofte en tvetydighed mellem det todimensionale og det tredimensionale i Eugenie Christensens billeder. I den henseende er der noget trompe l’oeuil over dem – den tradition inden for malerkunsten hvor man arbejder med at give en illusion af tredimensionalitet.
Trompe l’oeuil kan forekomme at være en lidt drilsk spidsfindighed, et gimmick der går ud på at narre tilskueren, men i virkeligheden indfanger det noget helt centralt ved malerkunsten: bestræbelsen på at give en flade dybde. En bestræbelse der blev fuldstændig dominerende i europæisk malerkunst fra renæssancen og frem, med centralperspektivet som ledesnor, men som siden blev udfordret af den moderne, abstrakte kunst, hvor fladen, farven og figuren blev det vigtige.
Eugenie Christensens malerier er abstrakte, for så vidt som de arbejder med abstrakte former, flader og figurer, men de sender altså også en hilsen tilbage til malerkunstens gamle bestræbelse på at skabe dybde i fladen. Det kan foregå gennem det omhyggelige arbejde med blyant, som skaber skygge- og dermed dybdevirkning, men det kan også foregå i koblingen mellem billedernes enkelte og ofte kontrasterende elementer.
Koblingen mellem de hvide mobilers flagrende strimler og de metalgrå torpedoers massive legemer. Eller i et andet billede (Beach) koblingen mellem spinkle hvide skikkelser der kan ligne H. C. Andersen’sk papirklip, og skarpe gråsorte skygger der kunne ligne sakse (men kiler sig nænsomt ind i stedet for at ødelægge). I et tredje billede (Years) to vandrende talebobler der på hver sin måde, og ikke uden trompe l’oeuil-kunstens skælmske blink til beskueren, kobler sig til en kam.
Endelig skal vi ikke glemme hvordan farven arbejder med i dette spil mellem flade og dybde. En lyseblå baggrund kan ligne et himmelrum eller blot en baggrund. Graderinger af farver kan give en fornemmelse af dybde, eller blot en fornemmelse af folder og plisseringer. At papiret er blevet foldet som en musetrappe eller harmonika – ud-ind-ud-ind – hvilket er en minimal dybde og i hvert fald langt fra centralperspektivets flugtlinje.
Spillet mellem det to- og det tredimensionale er et væsentligt træk ved billederne. Derfor kan jeg lige så godt forstå at Eugenie Christensen siger at hun er misundelig på skulpturen, som at hun afviser den invitation til at komme ud på gulvet som skulptøren giver hende. Det er ikke fordi hun er knibsk, eller jo, det er hun måske nok, eller rettere, det er hendes billeder, men denne knibskhed er netop noget af det særlige og spændende ved dem – det at de kan synes at være lige ved at komme ud på gulvet og så alligevel insisterer på at blive på væggen, på fladen.
Til gengæld er Eugenie Christensen ikke spor knibsk når det gælder om at træde pardansen med en anden kunstner, hendes udstillinger er konsekvent parudstillinger, hvor hendes billeder får modspil af – og giver modspil til – kunst der arbejder tredimensionelt og ude på gulvet.
Her i Ikast er det Esben Kleemanns betonskulpturer som vi har glæden af at opleve.
Jeg ved ikke om Esben Kleemann er misundelig på maleriet. Det ville måske ikke umiddelbart være min fornemmelse. Han ser ud til at trives med betonens element, og i en fin lille film som skildrer hans arbejde med betonskulpturer, kan man bevidne kunstnerens rene arbejdsglæde når han står og skærer mønstre i flamingoformen med varmetråden og siger: ”Det er rigtig lækkert, det her, lækkert arbejde!” (I øvrigt har jeg hørt Lisbeth tale lignende lystfuldt om det at arbejde med blyant.)
Men hvis ikke Kleemanns skulpturer har en flirt med maleriet, er der andre til skulpturen grænsende fænomener som de flirter med. De flirter med det man måske kunne kalde brugs-skulptur: afspærringsklodser, brønddæksler, funktionelle trapper i det offentlige rum. Kleemanns skulpturer lægger sig i forlængelse af disse former, både ved at placere sig ved siden af dem og ved at efterligne dem, men med et twist.
Det giver et herligt lille gib i én når man opdager at det der ligner en afspærringsklods, ved nærmere eftersyn har et fint reliefmønster i betonen, eller at et trappegelænder i beton pludselig har fået en krølle og lægger sig ned i en svungen bue. Eller at en rød- hvid trafikafspærringspæl har fået en lille elegant klumpfod af beton at danse på.
Kleemans skulpturer byder også vej- og gulvbelægning op til dans. Og her kan man måske faktisk tale om at noget der normalt opleves som en flade, pludselig bliver til noget tredimensionelt. Midt i en stenbelægning kan det se ud som om stenene har fået gødning og pludselig er skudt i vejret, fordi Kleeman har ladet en skulptur vokse frem. Eller det kan se ud som om en flise igen for en stund er blevet til en blød og modellérbar masse, hvoraf Kleeman har formet en lille vulkan med krater.
Kleemans betonskulpturer kan både være meget diskrete og meget påfaldende. De kan ligne omgivelserne så meget at man skal kigge nærmere efter før man opdager at de skiller sig ud. Eller de kan skille sig påfaldende meget ud og helt konkret standse den forbipasserendes bevægelse, som når fortovsflisen pludselig er blevet til et lille bjerg.
I spillet mellem Kleemans kunstneriske betonting og de brugsting af beton, som de går i dialog med, kaster kunstting og brugsting lys over hinanden. Kunsttingen kan fungere som brugsting – folk sætter sig på skulpturklodsen som på en bænk, eller børn sætter sig nede i skulpturvulkanens krater som i en balje. Samtidig bliver brugstingen et billede på skulpturen: En skulptur er jo sådan set en forhindringsklods, noget der bare pludselig er der foran beskueren og siger: ”Stands lige, kig på mig!” – noget der ikke er til at komme udenom.
Både Lisbeth Eugenie Christensens og Esben Kleemanns kunst knytter an til håndværket. Lisbeths til papirproduktionens og tegnearbejdets håndværk. Kleemans til betonstøbningens (og i andre arbejder keramikkens) håndværk. I begges værker er der et sammenstød mellem store fladers enkelhed og en form for filigranarbejde, enten blyantens arbejde med at skravere eller varmetrådens arbejde med flamingoformen for at skabe relief i betonen. Begge kombinerer industrielle materialer, beton og akryl, med kunstnerisk finesse. Begge arbejder i processer der både indebærer styring og kontroltab. Begge viser os at tilsyneladende selvfølgelige former ikke er så selvfølgelige endda.
Hvis det er gennem samspillet mellem to kontrasterende elementer at der skabes rum i Lisbeth Eugenie Christensens billeder, så er det også gennem samspillet mellem maleri og skulptur, Eugenie Christensen og Kleeman, at der nu her i Ikast er skabt et ganske særligt rum, som vi for en stund har det privilegium at kunne bevæge os rundt i.