(Katalogtekst)
SAMMENSTØDETS KONSTRUKTION
Af Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD
KONSTRUKTIONER er en ny kunstnerisk dialog mellem billedhuggeren Anita Jørgensen og maleren Lisbeth Eugenie Christensen. Fra hver deres generation og kunstneriske ståsted udfordrer de to kunstnere først og fremmest de traditionelle medier, maleri og skulptur, men de har også selv ladet sig udfordre ved at skabe nye værker til Kunsthal NORDs særligt krævende rammer.
Anita Jørgensen og Lisbeth Eugenie Christensen arbejder begge med mange betydningslag, hvor forførelse, energi, poesi, bevægelse og ikke mindst farvernes sarthed er af stor betydning. En stærk bevidsthed om materialer og form præger også værkerne, og deres minutiøst bearbejdede konstruktioner fremstår for det meste klare og tydelige, uanset om det er maleri, papirarbejder, objekter eller skulptur.
Men til trods for en række ligheder er der også mange forskelle, og i udstillingen er det netop i sammenstødet mellem disse, at helt nye rumlige konstruktioner opstår.
Den erfarne forfører
Anita Jørgensen (f. 1942) er en erfaren og anerkendt billedhugger, hvis kunstneriske udtryk dog kan betegnes som ungt, eksperimenterende og cool. Hendes særlige formsprog har aldrig kunnet aflæses bogstaveligt som gengivelser af genkendelige genstande, men hendes sokkelløse og tilsyneladende selvbevidste skulpturer er altid på niveau med gulv og beskuer.
Til sine ofte stærkt forførende værker anvender Anita Jørgensen bearbejdede materialer som glas, stål, kobber, jern, bly og neon og netop dén industrielle materialetilgang matcher Kunsthal NORDs rå arkitektur. Samtidig korresponderer hendes vedvarende undersøgelse af de rum og bevægelser som opstår mellem materialerne yderligere med de nye, dynamiske rum, som man uvilkårligt vil opleve mellem skulpturerne og kunsthallens postindustrielle æstetik.
Anita Jørgensens skulpturer er generelt kendetegnet ved kontraster. Det gælder også hendes nye værker, hvor man både oplever en subtil modsætning mellem det tunge og det lette, det bløde og det hårde samt åbne og lukkede former. Men man finder også kontrasten i det transparente og det uigennemsigtige, der er nært beslægtet med mellemrummet og Walter Benjamins passagebegreb, der populært udtrykt beskriver sprækker, mellemrum og overgange, som netop dér, hvor kunsten i særlig grad findes.
De største af Anita Jørgensens værker skal opleves dynamisk med kroppen, men man kan også hvile ved dem, og nyde en mental pause som var det et refleksionsrum til eftertanke og fordybelse.
Umiddelbart kan skulpturerne opfattes med megen tyngde, men kigger man nærmere efter, er der oftest et følsomt, skødesløst og selvfølgeligt touch, der nærmest opløser skulpturernes massivitet og strenghed, hvilket underbygges af materialesammenstød som jern og glas samt lysets modulerende evne.
Anita Jørgensen bøjer, folder og sætter helt almindelige materialer sammen i usædvanlige konstruktioner, så man genkender materialet, men man kan blive overrasket over, at det pludselig bruges på en anden måde. Hun arbejder bevidst på at gøre sit udtryk så enkelt som muligt, men konstruerer det samtidigt på en måde, så det rummer flere betydninger. På den måde benytter hun sig af et abstrakt formsprog, der giver plads til et andet rum og en anden oplevelse end et figurativt billede.
Titler som ‘Fald’, ‘Transport, ‘Bagage’ og ‘Arkiv for skrøbelighed’ leder måske ind i værket, men uden at præsentere nogen klokkeklar tolkning. Man bliver blot præsenteret for en retning, som man kan digte videre på.
Den kontrollerede blandingsmisbruger
Lisbeth Eugenie Christensen (f. 1969) arbejder formelt og til tider nærmest klassisk med maleriets artikulation. Hendes malerier er på én gang løsslupne og ekstremt kontrollerede, irrationelle og rationelle på en gang. De handler om linie, dybde, flade og farve, men der er også plads til intuition og pludselige indskydelser.
For at skabe illusion om komplekse rum inddrager hun ofte geometri og perspektiv samt genkendelige delelementer, der er løsrevne fra sine oprindelige former, og som enten bliver bearbejdet til nye konstellationer eller helt nedbrudt.
Maleriet er et langsomt medium – et medium til refleksion og fordybelse. For malere som Lisbeth Eugenie Christensen er det møjsommelige arbejde foran lærredet således en fordybelsestilstand, der ofte kræver tid og tålmodighed i forsøget på at løse specifikke billedkompositoriske problemstillinger. Håndens arbejde og kroppens bidrag til processen er vigtige ingredienser i den kunstneriske opskrift, som kunstneren benytter.
Lisbeth Eugenie Christensen bruger ofte meget tidskrævende teknikker som f.eks. skravering med blyant på lærredet. Det er en indbygget langsommelighed og nørdethed, som får hendes værker til at udstråle hårdt arbejde, tidslighed og alvor. Flere af felterne, i såvel malerier som papirtegninger, synes inspireret af klassisk håndværk og den nordiske renæssances sirlige tegnere som f.eks. Albrecht Dürer og danske Melchior Lorck.
Som særlige hybrider af tegning og maleri følger billederne således den abstrakte modernismes velkendte læresætning, nemlig at malerier består af farve og stregen hører til tegningen. Lisbeth Eugenie Christensen insisterer tværtimod på at koble illustrativ tegning og abstrakt fladt maleri i sine billeder. Set på den måde er hun en billedskabende blandingsmisbruger.
Når Lisbeth Eugenie Christensen tegner fletninger, sprækker og smykkenålsformer i sine billeder, kan de freudiansk og psykoanalytisk, samt en anelse overfladisk, fortolkes som surrealistiske hybrider, der tilsyneladende er inspireret af kunstnere som Wilhelm Freddie, Rui Chafes og Tomma Abts.
Men Lisbeth Eugenie Christensens nyeste værker, skabt her til Kunsthal NORD, er knapt så surreelle, men snarere præget af en større abstrakt, formel enkelhed, både med hensyn til linie, dybde, flade og farve, men også af langt mere fokus på det enkelte greb. Det er en maler i rivende udvikling.