INFO / TEKST / DITTE VILSTRUP HOLM, MAG.ART. I KUNSTHISTORIE

EN BORTGLEMT FORNEMMELSE BRINGES TIL LIVE

Af Ditte Vilstrup Holm

De er som umærkelige, men intense berøringer, Lisbeth Eugenie Christensens malerier og tegninger. Som en hånd, der blidt stryger over kinden. Som solens stråler, der spreder varme i huden, når man går fra skyggen ud i lyset. Eller som mørkt, køligt vand, der omringer kroppen i sensommerens nattedukkert.

Lige så let er værkerne bygget op med enkle, diskrete elementer, der langsomt etablerer den sitrende fornemmelse af egentlig kropslig berøring. Først en solgul baggrund, som bliver til spejlinger i vandets rillede overflade. Så en ø, et stykke fastland midt i havets strømninger, og grene, enkle vækster, der stiger op fra øen og fra havet, for til sidst at vokse sammen til en flåde, en stige, op imod solen.

Men egentlig er der blot abstrakte former i billederne. Formerne skabes i respons til hinanden og etablerer den stemning, som udfolder sig i billedet. Eugenie Christensens værker er psykologiske rum skabt af abstrakte virkemidler, og derfor har de evnen til at fremstå uimodståeligt smukke og samtidigt ubestemmeligt skræmmende som en bortglemt fornemmelse fra et øjeblik, før man helt blev vågen.

En spinkel metalblå bro folder sig ud over midten af et lærred. Den runder et landskab spændt ud mellem lærredets fire kanter. Et brunt klippeparti i det ene hjørne, en bjerghorisont herover. Nederst klare blå siv, der svæver vuggende fra side til side og via en blomsterguirlande forenes med en skovgrøn åbning foroven.

Vandet omringer hele scenen, danner baggrund for den og berører den med sin hvide mathed. Det er måneskinnets stilhed, der krystalliserer alting her. Tidligere var det den sitrende følelse af solens stråler på ansigtet, der næsten blev alt for stærk, for skarp, og truede med at brænde én op. I andre værker omsluttes man af vandet, eller et lagen, som er hængt til tørre, blæser tilfældigt op og indhyller ens krop.

Der er gentagne elementer i Eugenie Christensens malerier og tegninger. Fladen, der omslutter alt andet eller presser det ud i kompositionens kanter. Menneskeknogler, der i deres udformning er både usandsynligt smukke og samtidig mærket af en indbygget uhygge. Og væksterne, blomsterne, de forfinede elementer, der bliver til grene, træer eller stiger, næsten knoglelignende strukturer. Eller blødes op som siv i vandet, som bølgende langt hår, der driver med strømmen.

Elementerne genopdages fra komposition til komposition. Hver gang indgår de i nye udformninger, med nye visuelle effekter og forandrede fornemmelser til følge. Heldækkende akrylmaling møder spinkle blyantstreger, mens klart optegnede former konfronteres med flosset vandfarve. Store flader brydes op af skyggelignende modulationer, mens skarpe streger skaber nye forbindelser imellem elementerne.

Overfladernes moduleringer understreger den sanselig fornemmelse, kompositionerne formidler. Kitschede 70′er blomsterdesign hænger øverst i et billede. Nedenfor træder jorden frem som en grumset flade. Mørkebrun og fugtig flyder den ud i plamager i billedets kanter. Tungt og uudgrundeligt er overfladen det ene sted, legende og porøs det andet. Det er tapetet, der kommer til live her, mens sandet siver ud mellem fingrene.

Der er skarphed og blødhed i Lisbeth Eugenie Christensens billeder. Kulde og varme, lys og mørke, leg og alvor, liv og død. Ikke direkte, ikke præcist og bestemt, men som antydninger i farver og former, i overflader og skygger. Igennem Eugenie Christensens værker fornemmer man de følelsesmæssige komplekser, fra isninger til velvære, fra tomhed til intens lykke, som udgør et levet, erfaret og bemærket liv.

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.