INFO / TEKST / CECIL BOJSEN HAARDER, MAG.ART. I KUNSTHISTORIE

FRA STILHED TIL LYD

Af Cecil Bojsen Haarder

Lisbeth Eugenie Christensens malerier åbenbarer sig for os som udsnit af spinkle og skrøbelige universer. Voldsomme kaskader af dryppende maling i intense farver afløser geometriske figurer og snorlige linier. Stilen er skiftevis ekspressiv og kontrolleret, flydende og skarp, løssluppen og tilbageholdt. Ved første øjekast drages sanserne mod de abstrakte landskaber, hvor dramatikken slås an i mødet mellem rundt og spidst, i farvens frie løb og i kampen mellem to lag, der overlapper hinanden eller støder sammen. Billederne er som musiske kompositioner, hvis udtryk bestemmes af samspillet mellem mørke og lyse toner, varierende takter og en skurrende vekslen mellem harmoni og disharmoni. Denne stræben efter det immaterielle bliver dog hos Eugenie Christensen konstant fastholdt i en sanselig tyngde, som var malerierne aftryk af en intens, menneskelig berøring.

Øjet vandrer videre og det, der før var musik og abstraktion pirrer nu fantasien og afslører sig som spor af bortgemte billeder. Et sted knejser en tårnhøj, fontænelignende figur, et andet sted anes de grafiske konturer af nøgne træstammer. Således dukker endnu en verden op. Gradvist, som erindringer, der toner frem i bevidstheden og besmitter de rene former med deres genkendelighed og værdiladning.

På Reservoir/Det store Blå ses silhuetten af Kai Nielsens skulptur Vandmoderen. Et dybblåt hav folder sig ud mod en fjern horisont hvis forskydning til det vertikale forvandler havblikkets ro til et vandfald, en flodbølge, en latent katastrofe. Truslen om det katastrofale og kaotiske lurer også lige under overfladen på Jumping Trees, hvor universets harmoni forstyrres af indtrængende vandmasser og varsler om snarlig ødelæggelse. Hele kompositionen er domineret af en stor cirkulær form med en krans af runde punkter, der som en reference til livets cyklus minder os om altings tilbagevenden og evige gentagelse. Som et pulserende hjerte holder hjulet liv i de trådtynde årer og de bløde og kantede former, der tilsammen danner en gigantisk organisme, som selv smerten er en naturlig del af.

Eugenie Christensens malerier giver forvandlingen plads til at udfolde sig. Fra blødt til hårdt, fra farve til farveløshed, fra stilhed til lyd. På Whispering hører vi næsten dørens knirken, når håndtaget trykkes ned i maleriets venstre side. Den grønne dør, hvis lukkemekanisme ligner et sirligt papirklip, skubbes til side og vi bydes ind i et rum fyldt med larm, lyd og aktivitet, der står i kontrast til den sarte, blegrøde baggrundsfarve. En lignende forvandling finder sted på Remover, hvor kompositionen fra Francisco Goyas maleri Henrettelsen den 3. maj 1808 (1814) er kogt ned til en næsten surrealistisk, maskinel udslettelsesscene. Bødlerne er smeltet sammen med våbnet og deres dyrelignende lemmer stikker ud flere steder som en næsten komisk påmindelse om at destruktionen går begge veje. Offerets skjorte har taget form som en hestesaddel, der svævende finder vej mod en åbning, hvor en lys himmel på Westernagtig vis lover en lykkelig afslutning. Vi er langt fra Goyas stærkt politiske historiemaleri – men kompositionen, energien og farverne har beriget formerne med nye lag af betydning, der frit kan vælges til og fra.

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.