INFO / TEKST / ANNE-SOFIE STAMPE, CAND.PUBLIC, BA KUNSTHISTORIE


“DET ER SOM AT SÆTTE EN LAVINE I GANG FOR DEREFTER AT UDØVE DAMAGE CONTROL”

I billedkunstneren Lisbeth Eugenie Christensens værker møder poetiske fortællinger en grafisk skarphed, og i både former, farver og udtryk er kontraster i spil. Hun undersøger vekselvirkningen mellem kontrol og det uhæmmede så intensivt i sine arbejdsprocesser, at hun selv bliver psykisk og fysisk påvirket undervejs.

Af Anne-Sofie Stampe

En sort tråd slanger sig rundt på værket, og slutter hvor den starter. Den kravler ind i en samling malerstrøg, der skaber illusionen om et stykke indiansk håndarbejde. Et andet værk byder på svimlende, isblå kulde og skarpe kontraster mellem grafiske, skarpe former og baggrundens geografiske, organiske udtryk, der mest af alt ligner en grottevæg med en åbning ud til det skarpe lys.

Ruden ud til gaden er dækket med ”frostet” vinduesfilm og oplyst af lysstofrør. Det giver en drivhusagtig varme i det kolde novembermørke. Det skarpe svimlende lys og den kondensskabende effekt er med til at understrege titlen på Lisbeth Eugenie Christensens aktuelle soloudstilling hos Bie & Vadstrup Galleri i København – SVIMMEL HED.

”Svimmelhed er en forstyrrelse af balancefornemmelsen. Man kan være svimmel af lykke, eufori, fysisk udfoldelse, stress, feber osv., og jeg håber, at det sætter en åben associationsrække i gang, som overordnet set handler om at have en fornemmelse af, at det hele drejer rundt eller at verden gynger. Svimmelhed tænkes ofte negativt, men min pointe er, at det måske netop er ubalancen og det irrationelle, som kan give ny indsigt,” forklarer Lisbeth Eugenie Christensen om sit titelvalg til den seneste udstilling.

Damage control

Lisbeth Eugenie har hele sensommeren og efteråret arbejdet intenst i sit atelier i Tommerup på Fyn. Den portugisiske billedhugger Rui Chafes har været en vigtig inspirationskilde til arbejdet med de seneste værker.

”Jeg er meget optaget af den verden, som Chafes tegner via sine skulpturer. I hans værker er følsomhed koblet med sensualitet, på trods af eller måske netop fordi de fleste af værkerne er udført i tungt jern. Skulpturerne er som fysiske væsner, der hænger eller står i deres egen dekadente verden, på en måde lidt anonyme, men samtidig også meget udtryksfulde. Der antydes kun lige netop fænomener som eksempelvis nydelse og smerte,” fortæller Lisbeth Eugenie.

På samme måde som Chafes ønsker hun at hylde det irrationelle, legen og sensualiteten. Det handler om arbejdsprocessen i atelieret, hvor legen begynder, men hvor der også opstår problemer, der kræver løsninger og svar. Det er ping-pong med en hvid flade, og hvis det oven i købet lykkes at udvikle det kunstneriske sprog midt i legen og problemløsningerne, så er Lisbeth Eugenie rigtig godt tilfreds med projektet.

”Jeg arbejder udpræget processuelt og improviserende, hvilket konstant skaber nye problemer, som må løses. Det er som at sætte en lavine i gang for derefter at udøve “damage control.” Det er gået op for mig, at jeg til tider bliver fysisk og psykisk påvirket af denne proces. Jeg kommer i en særlig tilstand, som jeg kan udnytte til at tage nogle grænseoverskridende beslutninger, der ofte får afgørende betydning for værkets prægnans,” siger hun.

Maleriets legekammerat

Med udstillingen SVIMMEL HED forfølger Lisbeth Eugenie to spor: det praktiske og det psykologiske. I det praktiske spor beskæftiger hun sig med vekselvirkningen mellem kontrol og det uhæmmede i arbejdsprocessen, mens hun med det psykologiske spor forsøger at skabe et univers med en stemning af noget illusorisk og ukontrollabelt hvor irrationalitet har mulighed for at opstå.

”Jeg skaber på en måde en ramme, hvor maleriet bliver en “legekammerat,” som involverer mig i en form for sensualitet imellem dets forskellige delelementer. Igennem formelle undersøgelser af eksempelvis gennemsigtighed og farvefladers territorier opstår spændingsfelter og nye betydningsbærere. Jeg er deltager i en leg, delvist givende, delvist modtagende. Inden for denne ramme jeg har skabt, kan jeg undersøge et hvilket som helst tema, jeg er optaget af,” siger Lisbeth Eugenie.

Idéerne kommer fra aktuelle emner og begivenheder, der sker i hverdagens samfund. Lisbeth Eugenie forsøger så vidt muligt at holde sig orienteret om verden omkring hende ved at læse bøger, aviser og tidsskrifter.

”De emner, følelser og fortællinger som jeg pejler mig ind på i atelieret er en del af min hverdag. Alt det jeg opfanger rundt omkring, hiver jeg ind i atelieret, hvor det “filtreres” og kastes ud igen i form af billeder,” forklarer hun.

Fællesskab i en parallelverden

Allerede som barn drømte Lisbeth Eugenie om at blive kunstner. Hvad titlen egentlig dækkede over, var hun ikke klar over, men der var noget ved den verden, der tiltrak hende. I legen med andre børn var Lisbeth Eugenie meget bevidst og for ikke at skille sig for meget ud, forsøgte hun at efterligne de andre børns mere ubevidste leg.

”Det var en form for parallelverden, hvor jeg iagttog de andre og omverdenen. Jeg

tror, at den bevidsthed er vigtig i forhold til kunsten. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg skulle leve af at være billedkunstner. Men jeg har helt bevidst og meget fokuseret valgt den kunstneriske vej, hvad den så end var, og hvor den så end ville føre mig hen,” fortæller Lisbeth Eugenie.

Den kunstneriske vej førte hende fra tegneserielignende historier, der blev læst op for hendes søskende, via malerier på gamle mdf-plader til Designskolen Kolding, hvor hun gik på Institut for Visuel Kommunikation. Her var det grafisk design og illustration, der var med til at lære Lisbeth Eugenie det tekniske håndværk. Det kunstneriske udtryk og formsprog der kendetegner Lisbeth Eugenies værker er blevet opbygget hen ad vejen. På et illustratorværksted lærte hun at skaffe sig opgaver og netværk, men det blev optagelsen i fællesatelieret Dansk Oxin, der kom til at betyde mest for Lisbeth Eugenies kunstneriske udvikling. Her handlede det ikke så meget om det tekniske håndværk men mere om fællesskabet omkring kunsten og fællesskabet med de andre billedkunstnere.

”Tiden i fællesatelieret Dansk Oxin blev en vigtig igangsætter. Jeg havde i en længere periode arbejdet med maleriet derhjemme og kunne mærke, at jeg var ved at være klar til udfordringen. Det har altid ligget latent i mig, men jeg havde ikke følt mig klar eller moden nok. Jeg har respekt for faget og føler en form for ydmyghed, så det var vigtigt, at jeg var klar,” forklarer Lisbeth Eugenie.

Fortid, fremtid og tid til fordybelse

Tilbage i Bie & Vadstrup Galleri trækker en dråbe kondensvand en stribe efter sig ned ad vinduet ud til Sølvgade. Udstillingen her er en af mange, siden Lisbeth Eugenie blev færdig fra Designskolen Kolding. Det er blevet til udstillinger på Traneudstillingen, Møstings Hus, Den Frie Udstillingsbygning og Charlottenborg samt en lang række udstillinger på gallerier overalt i landet. Lisbeth Eugenie har brugt foråret og sommeren i år på at færdiggøre den permanente udsmykning til det nye hovedbibliotek i Hjørring, der er indrettet af Bosch & Fjord, og i 2009 venter en separatudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring.

”Udsmykningsprojektet til hovedbiblioteket i Hjørring har været en virkelig god oplevelse, så jeg er meget interesseret i lignende fremtidige projekter. Derfor er det også på tide at indlede et ambitiøst samarbejde med et galleri, som kan løfte den opgave. Jeg synes mine værker afspejler en god udvikling, som jeg selvfølgelig håber på fortsætter. Måske jeg en dag også kunne blive aktuel uden for landets grænser,” siger Lisbeth Eugenie om sine drømme for fremtiden.

Med sin aktuelle udstilling hos Bie & Vadstrup Galleri håber hun, at de besøgende vil give sig tid til at få sanseligheden ind under huden og få en fornemmelse af den leg og sensualitet, der er på spil i værkerne.

”Jeg er selv en stor tilhænger af fordybelse og har erfaret, at mine værker skal have tid i atelieret, så jeg kan ikke bare maser på med dem for at gøre dem færdige. De skal modnes, inden man kan gå videre. Det vil jeg også gerne have fortæller noget om, at der er arbejdet en del tid ind i hver enkelt værk, og jeg håber, at ’publikum’ har lyst til at give den tid, det kræver at blive fanget ind i den sensuelle leg i værkerne,” slutter Lisbeth Eugenie af.

(Artiklen bliver bragt i magasinet KUNST Nr. 06 2008.)

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.