Ved Ulf Dalvad Berthelsen
Det er noget af en rejse man begiver sig ud på, når man træder indenfor på Vesthimmerlands Museum. Man bevæger sig gennem rummene. Først de gamle. Så de nye. Men man bevæger sig også gennem tiden. Fra glasmontre til glasmontre. På vejen falder man i staver over flinteredskaber og potteskår. Og Gundestrupkarret. Brugsgenstande skabt af menneskehænder. Rigt dekoreret kunsthåndværk. De fine fiskehaledolke bekræfter mistanken om, at mennesket altid har haft hang til skønne ting. Firetusind år gamle og med et sirligt mønster hugget i skæftet.
Man skulle næsten tro, der ligger en tanke bag. Under alle omstændigheder er oldtidssamlingen en fortræffelig optakt til Lisbeth Eugenie Christensen og Jørgen Carlo Larsens udstilling Schickenisse.
Sansen for det stoflige og for det funktionelle skærpes på rejsen gennem den dunkle oldtid, og man træder forventningsfuldt ind i de lyse og rummelige udstillingslokaler. Klar til det, der venter.
Det første man møder er Jørgen Carlo Larsens fænomenale vitrineskab. Gad vide om det er fyldt med jydepotter? Det er det ikke. Det er tomt og lidt mærkeligt. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at det åbnes indefra. Men er det så et skab? Eller et rum? Eller Hvad?
Drejer man til højre bekræftes tvivlen. Et halvt drivhus på taburetter. Og en glasmontre, der ikke kan åbnes. Og en slags stol. Og et klatrestativ balancerende på tre glas pickles. Man genkender delene men ikke helheden. Er det møbler eller bygninger? Ting eller rum?
En række skitseagtige collager antyder måske, hvad der er på færde. Gengivelser af rum. De nære rum der omgiver os. De konkrete rammer for den menneskelige tilværelse. I collagerne er det rummet, der giver mennesket skikkelse. Rummet former os. Stiller betingelser og sætter grænser. Det er disse vilkår Jørgen Carlo Larsen udforsker. Vilkårene for livsudfoldelse. Og spørgsmålet om, hvordan vi udfylder rammerne. For formen er tom. Et stykke ternet papir. Et ubeskrevet ark. Ikke ulig Ivan Andersens virtuelle tomrum.
Jørgen Carlo Larsens værker er både stramme og håndgribelige. Glas, metal og krydsfiner. De er til at tage og føle på. Og bruge. Måske. Lisbeth Eugenie Christensens værker er også stramme, men de er ikke håndgribelige. De kan ikke bruges. For de er ikke ting. De er billeder af ting. Og stof. På lærred og papir gengiver hun minutiøst fine tråde og fletværk. Man får lyst til at røre ved dem. Puste til dem. Og se hvad der sker.
Hendes billeder kredser om stoflighed. Ikke bare forstået som materiale. Også som stof. Tekstil. Væv. Med linier og flader angiver hun et perspektiv. En antydning af rum. Æstetiske rum, hvor kropsvæv blander sig med industrielt design og befrugter abstrakte former. Det bliver til mønstre og ornamenter. Organer og organiske former.
Værkerne befrugter også hinanden. Det maskuline og det feminine. Det bestandige og det forgængelige. Rummet og fladen. I spændingsfeltet mellem æstetik og funktionalitet. En kunstner der laver håndværk og kunsthåndværker, der laver kunst. Og så for enden af tusinde års kunsthåndværkshistorie. Godt tænkt!