INFO / TEKST / LILIAN MUNK RöSING, PHD. OG LEKTOR I LITTERATURVIDENSKAB

FLAGERMUSENS SYMMETRI
Om Lisbeth Eugenie Christensens kunst

Af Lilian Munk Rösing

I Karen Blixens fortælling ”Det ubeskrevne blad” berettes der om et kloster i Portugal, hvor nonnerne dyrker og forarbejder den fineste hør, sprunget af et hørfrø hjembragt fra det hellige land af en korsridder. Af denne hør væves lærred, der bliver brugt som brudelagener af Europas fornemste familier. Efter bryllupsnatten returneres lagenet til klosteret, hvor det indrammes og ophænges i et helt galleri af brudelagener med hver deres blodplet, som bevidner, at bruden var jomfru. Denne særprægede form for batikkunst frembringer motiver, der som blækklatten i en Rorschach-test lader sig tolke mangfoldigt:
”I de falmede og blegede aftegninger, som rammerne omslutter, kan man […] finde billeder fra sin egen tankeverden: et træ, en rose, et hjerte, et sværd, eller endog et med sværd gennemstunget hjerte.”
Det mest interessante værk er dog ifølge fortællingen det tomme lærred – det lagen, der engang blev returneret uden blodplet: ”I hvilken evig og urokkelig troskab mod historien er ikke dette lærred blevet indføjet i rækken! Fortællerskerne selv tilhyller her deres hoveder og tier.”

Denne fortælling genfortæller sig i mit hoved, når jeg betragter Lisbeth Eugenie Christensens kunst. Hendes værker forekommer mig at dele en række motiver og momenter med Blixens fortælling. Vigtigheden af selve lærredets materialitet. Det fremmede frø, som tilføres udefra. Håndarbejdet, som kan udvikle sig til kunst. Kroppens bidrag til den skabende proces. Batik-agtige pletter og Rorschach-agtige motiver. Og ikke mindst underfundigheden; den lille diskrete latter, som klinger et sted i billederne.

Lærredets materialitet er vigtig for Christensens kunst: de smukt forarbejdede papirark, der bevares i den beskæring, de har ved deres ankomst til kunstneren. De vidner om det håndværk eller håndarbejde, der er fundamentet for kunstnerisk skabelse, som nonnernes kætning og vævning hos Blixen er fundamentet for de fornemme brudes body art. Når Christensen arbejder tæt med blyant og skaber snoninger gennem schatteringer, så vore øjne bedrages til dybde, har det noget af håndarbejdets tålmodige, tilfredsstillende monotoni over sig.
Men håndarbejdet ligger ikke bare i værkernes materialitet, i papirets kvalitet og blyantstregens tæthed, det optræder også som motiv. Der er farveklatter, som ligner batiktryk; der er motiver, som ligner papirklip; der er fletninger, som ligner hår eller julehjerter.

Et genkommende motiv er fletningen, der opløses. Fra pertentligt julehjerteflet i kvadrater hænger lange løse ender, der snor og vrider sig i graciøs uorden. Som hår der løsnes romantisk fra en lidt for stram frisure. Eller måske som en markering af en grænse mellem håndarbejde og kunst: håndarbejdets monotone mønstre må brydes af noget kaos, noget opløsning, for at kunsten kan opstå. Samtidig med at det er håndarbejdets omhyggelighed, det tætte arbejde med blyant, der får de løse ender til at sno sig.
Fletningen kan ses som urformen for det traditionelt kvindelige håndarbejde: vævning, strikning, hækling. Freud skriver meget fantasifuldt, at når en kvinde sidder med sit håndarbejde, sidder hun dybest set altid og fletter sit pubeshår. (For at skjule at hun ikke har nogen penis, naturligvis…)

Freud ville have elsket det billede, hvor Christensen på en smørgul baggrund med blyant har flettet en cirkelrund Gretchen-frisure, der i den ene ende løber gennem en umiskendeligt vaginal sprække og kommer ud i opløst tilstand, som uflettet hår. Men det er også et billede, der med sin underfundige flertydighed supplerer Freud. Opløses fletningen gennem sprækken, eller flettes håret? Starter fletningen i sprækken, eller slutter den der? Sprækken synes at være et transformationens rum, hvad enten denne transformation er opløsning eller formgivelse. Der er ikke tale om, at fletningen dækker over sprækken som over en mangel, men snarere at sprækken er et rum med kraft til at opløse og formgive. Sprækken er også en mund og minder os om at den forskel, der skal til for at give noget form, ikke behøver at tænkes som den forskel, fallos sætter – den kan også tænkes som forskellen mellem to læber. Måske med tænder imellem – associationen til en kam kan godt give den vaginale sprække tænder. Hvis vi med sprækken får kam til vores hår, får vi med kammen tænder til sprækken.

Men ligesom vi ikke må forfalde til at tro, at Blixens portugisiske nonner er et monoseksuelt kollektiv, som skaber på kvindekraft alene, således er ikke heller Christensens vaginale sprække et kvindekraftværk, der udfører sine transformationer i den lukkede cirkels selvforsynende kredsløb. Ligesom Blixens nonner har fået frøet til deres hør tilført af det andet køn fra et andet sted, således er også kimen til Christensens vaginale form hentet udefra. Formen er tegnet af efter et fotografi af en art deco smykkenål, som Christensen har fundet i en bog og anvender i flere af sine billeder. Nok er også smykkenålen et stykke håndværk, men det er gjort af hårdt metal og ikke af blød tekstil. Smykkenålen er således også et kontrapunkt til fletningen, ligesom de rette linjer, der udgår fra dens højre side, er en slags kontrapunkt til cirklen. Eller et alternativ til fletningen: i stedet for at sno og samle trådene, kan man skille dem ad og arrangere dem i rette linjer.

Smykkenålsformen er et rigt reservoir for associationer. Er den krop eller redskab? Er den de ydre skamlæber eller en indre livmoder med æggestok? Er den en sprække eller en nål, der skal lukke sprækken? Er den et dekorativt smykke eller en svangerskabsforebyggende spiral? Den er kort sagt lige så mangetydig og Rorschach-agtig som blodpletterne på Blixens lagener. Som disse står den i forbindelse med kvindeskødet. Men samtidig er den, ligesom hørfrøet, det fremmedelement, som er tilført værket, for at det kan forme og formere sig.

Det tilførte fremmedelement er et genkommende træk ved Christensens billeder. I en række af dem finder vi variationer over en computergenereret form bestående af stang og kugler. Denne cybernetiske og falliske form sættes sammen med de mere organiske, sirlige og vaginale former som smykkenålen. Den bliver et mandeanatomisk kontrapunkt til noget kvindeanatomisk. For at associere de falliske former til maskulinum er det ikke nødvendigt at vide, at det er Christensens kæreste, keramikeren Per Ahlmann, der har genereret dem på computeren. Men det er meget sjovt at vide og gør det helt konkret, at formen er bragt til værket af en mand, ligesom hørfrøet til nonneklosteret. Ophævet til det mere abstrakte siger det noget om en skabelsesproces, der afhænger af at få et fremmedelement tilført. Det kan siges at være et alment princip for kunstnerisk skabelse, men er af Christensen gjort til et konkret princip for arbejdsprocessen.

Lidt ligesom beskueren hos Blixen står over for noget, der både kan være en udfordrende gåde og en sjofel vits, står beskueren af Christensens billeder ofte over for former, der synes på én gang at referere ganske plat til kønsorganerne, på den anden side at indgå i en gådefuld mekanik og dynamik med sig selv og med hinanden. Til forskel fra den sjofle vits er kønsorganerne ikke underforståede associationer, men tværtimod det åbenlyse udtryk, som så raffineres af farvebehandling og af spillet mellem gestalterne.

I et billede mødes smykkenålens gestalt i en lysende farve med en grøn og éndimensional variant af stang-med-kugler. Smykkenålen er her ikke bare form, men også ornamenteret flade; dens bølgende ciseleringer er tegnet op og giver figuren dybde, hvilket forstærkes af den lettere fosforescerende lysvirkning. Tilsammen danner smykkenålen og stangen noget, der kunne ligne en pisk.
Der er noget drilsk inversionsfigur over dette billede, et spil med forgrund og baggrund og forløb. Sprækkens dyb kunne strengt taget også være en forhøjning. Stangens fladhed kan både få det til at se ud som om, den er foran smykkenålen, og at den er bagved. Ligesom det er en tredje mulighed at opleve, at de to sammenføjede gestalter befinder sig på samme plan. Hvad angår retning eller forløb, kan vi både forestille os, at den grønne stang er et håndtag, hvorfra der hænger en pisk (vi følger skikkelsens forløb fra højre mod venstre), og at smykkenålen er en slags lod eller legeme, hvorfra der hænger en slags kabel eller snabel (vi følger forløbet fra venstre mod højre). Figurernes forening foregår under dække af et sort gitter. En slags fletværk, igen, men noget der leder tankerne i retning snarere af stålkonstruktioner end af tekstil. Er det sorte gitter et grid, der skaber orden? Eller er det snarere en slags spindelvæv, der minder om al ordens opløsning?

Ud over nålen har Christensen hentet et andet art deco-smykke ind i sit billedunivers: en broche i form af en flagermus. Dens symmetriske skikkelse breder sig på flere af billederne, snart flagermuseagtigt i sort, snart papirklipsagtigt i hvidt. Snart ækel, snart sirlig. Hvis den hvide version af motivet er et gækkebrev, er den kærlige hilsen, det bringer dig, måske fra et lille ækelt kryb. Ikke en fugl foruden vinger, men en mus med vinger. I den hvide version er ”gækkebrevet” også tvetydigt derved, at det både kan se ud som om at det er malet på papiret, og at det er klippet ud af papiret. Er det et hul eller et ekstra lag? Og hvad gør det ved flagermusegestalten, at der er lagt et sort gitter over dens hoved? Et gitter, der i sig selv kan ligne en slags kadaver (mus eller kylling) eller en torturhætte, offerets eller bødlens … Ganske enkle former rummer en kompleksitet af mulige betydninger og kalder på beskuerens egne associationer. Som de besøgende på Blixens galleri af plettede lagener henvises beskueren til ”tankebilleder fra sin egen verden”.

Det tvetydige møde mellem sirligt og ækelt, håndarbejde og kunst, fallisk og vaginalt, forgrund og baggrund, figurativt og abstrakt, formgivning og opløsning, kropslige og kunstfrembragte former gør Christensens billeder vittige på en særlig måde. På en måde, hvor man gerne må forstå ”vittig” som noget, der både har med vid og vittighed at gøre. Det, der kunne have været en højlydt latter over de åbenlyst seksuelle (falliske og vaginale) motiver, modgås af en flertydig sirlighed, så vi ikke helt ved, hvad vi skal tro. Lidt ligesom hos Blixen mødes det grovkornede med det subtile, vits med vid.

Blixens fortælling ophøjer det uplettede lagen til at være det ypperste kunstværk. Den talende tavshed blandt rækken af tegn. Det helt blanke lærred for beskuerens projektioner. (Var bruden ikke jomfru, eller er hun forblevet det?) Den stoflige materialitet, som er værkets fundament. Finder vi et sådant blankt lærred hos Christensen? Ikke i konkreteste forstand, naturligvis, men vi finder billeder, som hele tiden lader os fornemme kvaliteten af det papir, de er malet eller tegnet på. Og vi finder den talende tavshed; hvis et Christensen-værk var en sætning, ville den efterfølges af tre tankeprikker for at angive det moment, hvor værket selv tier og efterlader beskueren med en egen eftertænksomhed og et lille smil på læben.

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.