INFO / TEKST / LISBETH BONDE, KUNSTKRITIKER OG JOURNALIST


SCHICKENISSE II
Åbningstale til Jørgen Carlo Larsen og Lisbeth Eugenie Christensens udstilling “Schickenisse II” i Rundetaarn 31.08 – 30.09.2012

Ved Lisbeth Bonde

Den underfundige udstillingstitel – Schickenisse – er faktisk synonym med ordet skikkelse, som oprindelig er afledt af det middelnedertyske ord schickenisse, der egentligt betyder ‘ordning’. Schickenisse er igen afledt af ordet schicken, som betyder flere ting: Både at ordne, at indrette og at sende. Og det er jo netop, hvad de to kunstnere gør: De ordner et materiale, de indretter det i en form, og de sender det videre til os, til publikum. Ordet giver dog også associationer til det gamle ordsprog, at man ikke kan flytte væk og tro, at man kan slippe af med nissen, lige så lidt, som man kan sende den til Langbortistan, da den altid flytter med. Samtidig er Schickenisse næsten onomatopoietisk, et lydefterlignende ord, der hviskes frem med alle de s’er, der indgår i det. Dermed er temaet og hele tilgangen til udstillingen anslået: Det skal tages med et gran salt, for hvad vi ser her i Rundetårn i dag, er en udstilling, hvor kunstnerne har tungen i kinden, og hvor han og hun driller os ved at bøje kunstbegrebet og udfordre vores vanetænkning. Se bare på Jørgen Carlo Larsens obsternasige ‘Ombyggede stol’, der bryder med de hvide stoles anonymitet. Den er samplet af flere andre stole og er udmærket og funktionel, men har fået en ganske særegen karakter og stritter i flere retninger som et væsen med tentakler. Og i Lisbeth Eugenie Christensens malerier på lærred og papir brydes vores forventninger hele tiden – de groende og organiske former konfronteres med de retlinede og geometriske, fletninger møder lige linjer, og der er ting med mange forskellige former, streger, der hænger dekorativt ned eller svæver vægtløse i rummet. De stritter både dekorativt og provokerende på fladen. Det er abstrakte drillerier, der kilder vores synsnerver og giver vores øjne noget at græsse af.

Som den virtuose cirkusartist, der kan udføre tre baglæns saltomortaler og lande på en elefantryg, som om det var det letteste i verden, kan også Lisbeth Eugenie og Jørgen Carlo deres kram og har det med at lege deres kunst frem med et smil på læben. Men de har begge – aldersforskellen til trods – gået en lang vej for at opnå denne lethed.

Hvor meget humor er der ellers i samtidskunsten i dag? Den er ikke så let at få øje på, men den ser vi udfoldet her, hvor kunsten er tongue in cheek og virker så autentisk og sprudlende og kommer fra det rigtige sted – det sted, hvor kunsten skabes på et genuint udtryksbehov, opfulgt af nysgerrighed og billedhunger. Ikke at værkerne ikke er uhyre referentielle, samplede, relationelle eller kan blive genstand for mange teoretiske overvejelser, det er de naturligvis, for de er samtidig kloge værker, men de er skabt på et enormt, kreativt overskud.

Med disse værker nærmer vi os begrebet det autentiske, eller ægte, hvilket ellers i dag er temmelig fraværende i kunsten, der formuleres i en stadig mere kompleks kontekst og med deraf følgende stadig mere komplekse og fortættede symboliseringer. Lad mig her citere filosoffen Jørgen Dehs’ nye bog ‘Det autentiske’. Heri skriver han bl.a.: “Autenticitet antyder det banale og alligevel bemærkelsesværdige forhold, at en estimeret kulturel virksomhed, der nærmest per definition indebærer illusion, forstillelse, iscenesættelse og unatur af enhver art – nemlig kunsten – forholder sig til et ideal om at være det modsatte.” Jeg vil påstå, at Lisbeth Eugenies og Jørgen Carlos’ værker indfrier dette ideal om det modsatte af illusion, forstillelse, iscenesættelse og unatur – selv om de uomtvistelig er kunst. Deres kunst artikuleres i et frugtbart spændingsfelt mellem det overraskende eksperiment, som ikke kun fører kunstneren selv, men også publikum, et andet sted hen, og den virtuose håndtering af nogle højst forskellige medier, som kunstnerne har udviklet sublime færdigheder i at udøve.

Det virker derfor som en autentisk, ikke postuleret kunst, det vi ser i dag, hvad enten det drejer sig om Jørgen Carlos tredimensionale værker i alverdens materialer og former, eller Lisbeth Eugenies malerier.

Lisbeth Eugenie – lad os starte med kvindekønnet – er født i 1969. Hun har markeret sig med – og på – en lang række udstillinger og udtrykker sig improviserende og afventende i forhold til, hvad processen, indfaldet og tilfældet byder på. I hendes form- og farveeksperimenterende, ofte meget luftige malerier møder vi fint sidselerede mønstre, der konfronteres med industrielle former, sarte arabesker og skarpe og lige former, tunge og lette elementer og transparente og massive elementer, der danser med hinanden på fladen. Når hun arbejder, åbner hun for alle sluser og sætter en lavine i gang, hvorefter hun begynder at rette op og korrigere for at få motivet til at lykkes – og redder det i sidste sekund fra at kæntre. Hun er modig og går hele tiden et skridt videre og ser, hvad billedet kan bære. Det handler i høj grad om at skærpe motivet, så det bryder grænsen til en ny og uset motivverden. Læg mærke til paletten, når hun maler med akryl, der alternerer med fine blyants- og tuschtegninger. Der er en meget stor spændvidde og en meget stor fantasi på spil, og man tænker: Hvor har hun det fra? Hvordan er hun kommet på det? I et og samme maleri hvisker og råber hun.

Som litteraturkritikeren Lilian Munk Rösing har skrevet om Lisbeth Eugenie: “Det er et tvetydigt møde mellem sirligt og ækelt, håndarbejde og kunst, fallisk, der både har med vid og vittighed at gøre. Det, der kunne have været en højlydt latter over de åbenlyst seksuelle (falliske og vaginale) motiver, modgås af en flertydig sirlighed, så vi ikke helt ved, hvad vi skal tro.” Det flertydige. Lad os lade dette ord stå og blinke lidt. En leg med stilarter er det også. Her lidt jugend, der lidt konkret kunst, der lidt popreferencer, og indimellem er vi tilbage i en næsten middelalderlig ikonografi. Lisbeth Eugenie har næsen nede i mange spor i både fortid og nutid. Som hendes kollega Nils Erik Gjerdevik har sagt: “Vi lever i en tid, hvor alle eksperimenter er afprøvet, men samtidig stilles der større krav end nogensinde til kunstneren om at starte et nyt sted. Det herlige er imidlertid, at alt lige nu er tilladt.” Den åbenhed tager Lisbeth Eugenie imod med kyshånd.

Lisbeth Eugenies artikulerer sig på vippen mellem det uhæmmede og løslupne på den ene side og det kontrollerede og styrede på den anden side – som et sindbillede på livet selv, der pendler mellem det irrationelle, ofte skræmmende store og uforklarlige livsunder, og vores forsøg på at fange det og sætte det i system for at undgå at blive væltet omkuld af det. Lisbeth Eugenie synes at mene, at vi hele tiden bevæger os på kanten af den svimlende afgrund, men hun henter os hjem igen og etablerer nogle optiske gelændere på fladen, som vores blikke kan støtte sig til. Det er en vild og samtidig kontrolleret leg med det visuelles muligheder, samtidig med at hun bestandigt opsuger begivenhederne i omverdenen – som hun giver en ny form på den farve- og formvibrerende, todimensionale flade.

Mens Lisbeth Eugenie Christensen er et lidt nyere bekendtskab for mig, har jeg fulgt Jørgen Carlo Larsen, der er født i 1954, i flere årtier – faktisk siden 1991, da han havde en soloudstilling i det hedengangne, mobile kunstnerværkested for tredimensional billedkunst TAPKO, dengang det holdt til i det forladte og ruinøse Tappekompagnis lokaler i Nordhavn. Jørgen Carlo arbejder med skulptur i et udvidet felt, dvs. med genstande, der optager rum og eksisterer som tredimensionale objekter med en fysisk realitet, der er sammenlignelig med, men ikke den samme som, vores egen korporlige væren. Skulpturen kan have enhedspræg, være en samlet størrelse uden strittende, udflydende randzoner, men den kan aldrig have den todimensionale repræsentations ensidighed. I modsætning til billedet lader skulpturen sig ikke opfatte fra én position eller synsvinkel, men forlanger beskuerens mobilitet og aktive kredsen om genstanden, og opfattelsen af skulpturen kræver kroppens bevægelse. Det er i dette felt, at Jørgen Carlo arbejder.

Fra starten måtte man tage hatten af for ham, fordi han evner at transformere de mest marginaliserede, kasserede og trashy materialer til poetiske og underfundige kunstværker. Han er en genuin arte povere-kunstner under nordiske himmelstrøg, og han lever til fulde op til Per Højholts truisme: “Politik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt.” Jørgen Carlo gør virkelig det umulige muligt og skærper vores blik for det oversete. Han har hænderne rigtigt skruet på og kan svejse, bore, hamre og forme, så det er en lyst – og er i øvrigt uddannet på Kunstakademiet hos Bjørn Nørgaard og Richard Winther, hvor han både lærte at tænke frit og konceptuelt og at give sine idéer nogle radikale skikkelser. På udstillingen kan vi opleve hans mangefacetterede tilgang til skulpturbegrebet fra hans morsomme herrebenklæder i halv og dobbelt størrelse – den dobbelte størrelse vækker mindelser om hans barndoms typiske terylene-bukser på de kæmpehøje herreben, som de tog sig ud fra barnehøjde – over konstruerede metalstativer med gastronomiske henvisninger, foruden de meget smukke installationer eller skulpturer med farvet, mundblæst glas, til samplede skulpturer, skabt af fundne materialer i Berlin frem til spande, der – når de vendes på hovedet af den fantasifulde Jørgen Carlo – pludselig tager sig ud som flotte og fancy lamper fra en designbutik – for ikke at glemme den Gerrit Rietveld-inspirerede stol, der minder om dennes ‘Red and Blue Chair’ fra 1917, men som hos Jørgen Carlo er fyldt op med bøger, hæfter, papirer etc. som et sindbillede på den åndelige baggage, vi successivt absorberer og fragter med os gennem livet. Der er ingen ende på materialenysgerrigheden og opfindsomheden, og på det seneste har han også sluppet sin indre arkitekt løs, som da han på gruppeudstillingen ‘Rundtenom’ i forsommeren i Den Frie Udstillingsbygning udstillede et knap 10 kvm stort hus, der er udviklet som en prototype, som alle kan opføre i deres baghave uden at ansøge om byggetilladelse. Et vidunderligt, velisoleret lilleputhus, et såkaldt ‘småhus’ der mest af alt besidder en uafviselig charme med vippevindue, miniputkøkken og vindue med stjernekig. Det samme kan man sige om hans pavillon af glas og beton i Gothersgade. Det er et lille udendørs rum, hvor man kan kontemplere og samtidig mærke byens puls uden for. Her udforsker han på subtil vis rummet mellem ude og inde, mellem her og der, ligesom han gør det i sine vinduesskulpturer her på udstillingen. I det hele taget kan Jørgen Carlo få byrum til at leve, og sideløbende med sine autonome kunstværker har han bevæget sig ind på designområdet med f.eks. sin lysekrone til refugiet San Cataldo ved Amalfibugten, formet efter klostrets grundplan.

Da Jørgen Carlo var barn, var der ikke noget, der hed en nyindkøbt cykel. En ny cykel var derimod en gammel cykel, der var blevet sat i stand, repareret og malet. Ved at sætte disse readymades sammen på nye måder, sådan som Jørgen Carlo gør det, øger han værkernes betydningsintensitet og referencer og får vores tanker til at arbejde i nye retninger. Således genfortryller han den verden, som vi sædvanligvis tager for givet og måske bare går forbi.

Når vi ser os omkring i rummet, så spiller Lisbeth Eugenies malerier så fint sammen med Jørgen Carlos tredimensionale objekter, installationer og skulpturer, som om de udspringer af den samme hjerne. Prøv at gå på opdagelse i detaljerne. Det er jazz for øjnene!

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.